Projekt Doktorparken

Flere randrusianere har udtrykt ønske om at genskabe den mere end 100 år gamle Doktorpark, som et grønt samlingssted.

Parken skal være et grønt åndehul i byen med fuglevoileren, en dejlig naturlegeplads og søen som de bærende elementer. Derfor har Randers Kommune taget initiativ til et udviklingsprojekt sammen med de lokale fugle-, fjerkræ- og dueforeninger.

Planen er at opføre en ny fuglevoliere og et grønt samlingspunkt, hvor børn, unge, voksne og seniorer kan opleve fuglene i deres rette element.

Der er 3 centrale elementer i udviklingsprojektet:

  • Fuglevoliere og formidling – besøgende såvel store som små skal opleve fortællinger om fugle på deres vej gennem parken både i forbindelse med volieren og i parkområdet: Målet er at skabe rum for leg og læring gennem parken.
  • Lokal historisk formidling: Mange borgere i og uden for Randers kan huske Doktorparken fra deres barndom, og mange kan fortælle om dengang Doktorparken havde en zoologisk have. Målet er at samle alle disse historier og lave en formidlingsplatform i parken, hvor besøgende kan høre og læse om parkens historie, således det voksne og ældre publikum kan mindes alle de gode historier, og børn kan få viden om ”gamle dage” og indblik i de gode historier.
  • Naturlegeplads: En vigtig del af en park er et rum, hvor børnene kan lege og bevæge sig – gerne sammen med deres søskende og forældre. Målet er at skabe en legeplads, som tager udgangspunkt i selvopfundne lege, hvor redskaberne er udefinerede for på denne måde at stimulere børnenes og de voksnes fantasi og motivere til leg og bevægelse. Legepladsen skal henvende sig til alle grupper – ligeledes seniorer, men der vil også være en plads til de helt mindste.

Projektet henvender sig til den brede målgruppe; børnefamilier og bedsteforældre med børnebørn, unge, seniorer, dagtilbud og skoler, lokale foreninger, besøgende fra lokalområdet og turister.