Ny naturlegeplads

En hjørnesten i den nye Doktorpark bliver den nye naturlege – og bevægelsesplads, der kommer til at ligge sammen med fuglevolieren ved indgangen i parken. Legepladsen skal inspirere til leg og samvær for både børn, unge, voksne og seniorer, og med en tumleplads til de mindste. Vi vil løfte legepladsen til ikke kun at være et sted for børn, men et opholdsrum for alle aldre. Det bliver den når vi laver den multifunktionel, så også voksne helt op til seniorklassen kan have fordel af anlægget.

Inspiration fra legepladsen i Kongens have

Inden Randers byråd besluttede udviklingsprojektet for parken gennemførte Kultur & Fritid en undersøgelse, hvor 200 borgere tilkendegav deres mening. Dette omfattede bl.a. gode idéer til en ny naturlegeplads – og flere gav udtryk for, at der skal være aktiviteter til alle aldersgrupper – og gerne med siddepladser i bl.a. skyggefulde områder.

Dette understøttes af følgende udsagn En naturlegeplads skal være for børn i alle aldre. Den skal understøtte børnenes motoriske udvikling og udfordre dem. Der må gerne både være nemme og svære ting. Omkring naturlegepladsen er det vigtigt at der er mulighed for at man kan sidde og evt. spise noget mad. Herudover nævner flere borgere tarzanbaner og en legeplads, hvor vand er et element.

Fakta om naturlegepladsen

  • Der skal være mange gemmesteder og huler og lodrette meterhøje stopler, der tjener som en labyrint man kan siksakke igennem og blive væk i eller finde vej i.
  • For at understøtte motorik og bevægelse skal der være tove, som man kan balancere på, træstammer man kan løbe på, stubbe man kan springe på og lege jorden er giftig.
  • For de mindste vil der være elementer, som man kan gynge, rutsje og vippe på, og for de ældste (børn) ”hjernevrider”-redskaber, hvor man skal vikle tove og klodser fri af hinanden.
  • Til leg og fri fantasi anlægges en vold omkring en ø (volden er fyldt med sand, og der er lav bro over til ”øen”).
  • Felter med forskelligt gangunderlag lavet eksempelvis af hhv. fint sand, flis, runde mindre sten.