Ny fuglevoliere

Ved indgangspartiet i parken ligger der en stor fuglevoliere med mange forskellige fuglearter. Med henblik på at bygge og indrette en ny voliere så tæt på fuglenes naturlige miljø er der indledt et samarbejde med Randers Fugleforening, Randers Fjerkræklub, Racedueforeningen for Randers og omegn, Randers Naturcenter og Produktionsskolen Mimers Brønd.

Elever fra Mimers Brønd passer og fører dagligt tilsyn med fuglene, mens de lokale foreninger er med på råd og er en stor hjælp samt aktiv del af sikringen af fuglevelfærd og udvikling af fugleholdet på sigt. I fuglevolieren er der alt lige fra kanariefugle, undulater, parakitter til fasaner, påfugle, høns og duer.

 

Design af voliere med huller skal være med til at sikre rolige områder for fuglene, samt stimulere børns og voksnes nysgerrighed.

Fakta om den nye fuglevoliere

  • Naturlige omgivelser – de nye bure indrettes tæt på fuglenes naturlige omgivelser. Det betyder bl.a. at parkens grene og blade anvendes til indretning af bure. Der skabes stille zoner ved at placere en kant for neden og en vis dybde i burene, hvor fuglene kan finde ro og undgå træk.

  • Formidling – den nye voliere indrettes, således at den inspirerer til nysgerrighed, motiverer til at undersøge nærmere og sikrer, at de besøgende kan få en spændende og lærerig historie om fuglearterne, deres levevis og deres oprindelse. Dette skal både være i fysisk form og digitalt – og det skal være med et særligt fokus på børn, men også være rettet for de øvrige målgrupper.

Med henblik på at skabe sammenhæng mellem fuglevoliere, naturlegeplads og sø etableres en allé ned til søen bestående af lindetræer og bænke mellem træerne, således hele området fremstår indbydende og inviterer ind i parken. På den ene side af alléen kommer der en ny naturlegeplads, som består af 3 runde rum omkranset af bøgehække.

På den anden side af alléen etableres en ny fuglevoliere, samt en bygning med toiletter og opholdsrum til foreninger og med mulighed for et lille kioskudsalg, der kan anvendes i forbindelse med arrangementer i parken. Ved fuglevolieren etableres et blomsterbed og opholdspladser, hvor det er muligt at spise sin mad tæt på fuglekvidder og med udsigt til søen. Ved søen kommer der et trædæk, der ender ud i en lille plads, der er undervandfladen, således børn og andre har mulighed for at få et glimt af søens liv under vand gennem et vindue.